Sørine & Livskraften

00:00 Goddag. Jeg er ansvarshavene chefredaktør på Kristelig Dagblad, og jeg hedder Jeppe Duvåg. Jeg er glad for, at du er på vej til at høre en af vores mange originale og kloge podcasts. Til slut i udsendelsen her, der får du en lille smagsprøve på, hvad Kristelig Dagblad ellers tilbyder på lyd. Og hvis du synes om det, vi laver, så kan du finde meget mere på k.dk og prøveavisen på k.dk-gratis. God fornøjelse med dagens afsnit af Serini og Livskraften. 00:35 Og du er klar, Tina? 00:36 Yes, så klar som jeg nogensinde bliver. 00:41 Det er meget godt, synes jeg. 00:48 Det er mærkeligt, hvordan man i mange år kan tro, at alting vil fortsætte, som det er nu. I det man simpelthen ikke kan se for sig stor forandring. Men pludselig kan det være, som om en stemme beslutter, at nu er tiden kommet. Sådan føltes det for mig, da jeg erkendte, at jeg efter flere årtier alene ikke skulle leve alene længere. 01:08 Du lytter til Sørene og Livskraften, en Kristelig Dagblad podcast. Mit navn er Sørene Godfredsen, jeg er præst. Og jeg vil gerne med de her programmer skabe tillid til, at vi har flere kræfter, end vi måske af og til tror. For vi er skabt til at leve, og også til altid at håbe på noget godt i fremtiden. 01:26 Dagens gæst er født og opvokset i Åby Høj ved Aarhus den 14. oktober 1977. Hun har en far, der var tømre, og en mor, der var sygeplejerske. Hun blev student fra Aarhus Statsgymnasium i 1997, inden hun begyndte at studere religionsvidenskab. Men det varede ikke så længe, for musikken træk. I 2001 udgav hun sit første album, Fuel. I 2002 flyttede hun til London, hvor hun boede i otte år, mens hun udgav fire albums, der gjorde hende særdeles anerkendt både herhjemme og i udlandet. 01:59 Blandt andet vandt hun i 2006 både P3-guldprisen og prisen, som årets sanger inde ved Danish Music Awards. Og da i en turné i 2008 mødte hun den islandske musiker Helge Jonsson. og samme år modtog hun kronprinsparets kulturpris. I 2015 udgav hun sangen Pigen ud af Aarhus, sin første single på dansk, og syv år senere sit første album på dansk med titlen Bitte Små Røg. Om lidt over en måned udkommer hun med et nyt album Balancing Small Things on Sharp Edges. 02:32 Hun bor på Island med sin mand Helge Jonsson, og de har sammen tre børn. Tina Dikov, velkommen til Sorine og Livskraften. Tak skal du have. 02:42 Tina, kender du tv-modet over, at de valg, du har taget i dit liv, aldrig kan gøres om? 02:50 Ja, det kender jeg vel godt. Jeg har i hvert fald altid været meget i kontakt med det der med tiden, der går, og livet, som ikke var evigt, og det her med at skulle have det absolut maksimale ud af det her liv. Den har jeg jo hele tiden gået og båret med mig, synes jeg. Er du bange for at tage de forkerte valg? 03:15 Egentlig ikke. Altså når alt kommer til alt, så synes jeg egentlig, at jeg har været i de store valg i mit liv. Der har jeg faktisk aldrig været i tvivl. Og der har jeg touret meget, vil jeg sige. Altså du ved, når jeg skulle til London, så var det bare, jeg vidste, at det er det, der skal ske. Og da jeg skulle til Island, jeg var slet ikke i tvivl. Og de store ting har jeg ikke gået og tænkt over at få truet tiden hen, nej. 03:44 Tina, jeg har jo en fordomme om dig. Den ligger lidt i troet med det, vi taler om lige nu, og du må gerne tage kuverten og åbne og læse højt. 03:57 Lad os se, hvad du har fundet på. Du er et menneske, der næsten dagligt sørger over, at tiden går. 04:07 sørger af et meget stærkt ord. Men ja, det ligger jo meget godt i forlængelse af det, jeg lige sagde nu. Det her med, at jeg altid hele mit liv har... 04:19 haft det liggende, at det er ikke evigt, det her. Og det er vel også en stor del af mit drive i forhold til at skrive, fordi jeg føler faktisk, at jeg med sangskrivningen kan få tiden til at stå stille på en eller anden måde. De ting, jeg skriver om, dem kan jeg ligesom fryse for at undgå, at tiden bare skal styrte afsted. Så kan jeg ligesom plante de her ting, som jeg kan gå omkring og kigge på længe og få til at 04:49 Men når du siger, at sørger er et stort ord, er det så fordi, at du synes, det er skræmmende at være en, der sørger? 04:58 Nej, det er bare fordi, jeg forbinder det at sørge med noget værre end den følelse. Jeg vil jo mere sige, at det er sådan, fordi det er jo også en, det føles som en vældig poetisk måde at være i livet på. At være i kontakt med det her med, at tiden går. Altså, at forsøge at være i livet. Være til stede. Jeg don't know. 05:30 Der er et eller andet smukt ved det i hvert fald, vil jeg sige. 05:36 En af dine nye sange hedder Crossroads, og det betyder jo skillevej på dansk. Ja. Er det sådan, at du i dit liv nu har den der fornemmelse af, at der er en skillevej? 05:47 Ja. 05:50 og måske endda på flere måder. Jeg tror ikke, jeg kan svare fuldstændig klart på det, men det var egentlig meget interessant. Det er et meget godt eksempel på, hvordan sangskrivningen fungerer for mig med Crossroads. Jeg sidder og laver et eller andet simpelt guitar-rif en dag, og der binder sig nogle ord på det her riff. Så jeg kan med det samme mærke, at den her sang handler om noget med en skillevej. Og så fortsætter jeg mit levede liv og går og tænker og oplever det, jeg nu tænker og oplever. Og hver gang jeg møder noget, der smager lidt af noget skillevej, så møder det mig på en anden måde, fordi jeg ved, at jeg er i gang med at skrive om det og se på det. 06:26 Så der binder sig nogle forskellige... 06:30 temaer på det her med skillevejen i virkeligheden. 06:32 Men den skillevej, der måtte være i dit liv nu, hvad består den af? 06:36 Der er jo den skillevej, eller hvad man skal kalde det, som jeg i hvert fald er ved at undersøge, om det er en skillevej, det her med at være midt i livet. Og Det her med at erkende, eller skulle ligesom finde ud af, er det det? Skal jeg fortsætte, som jeg har gjort de sidste 30 år? Er det banen herfra, eller er der et kapitel 2? Fordi hvis der skal være det, så skal det jo til at være. 07:02 Du bliver 49 i næste måned. Du er 10 år yngre end mig. 07:08 Og da jeg var 49, der havde jeg den der fornemmelse af, at både livet er stadig virkelig langt. Fremtiden er lang. Men der er også ting, der ikke bliver til noget. Jeg vidste godt, da jeg var 49. Jeg blev aldrig skuespiller, som jeg drømte om, da jeg var ung. Og der er veje, der er lukket. Hvis du skulle nævne en vej i dit liv, som du synes er lukket, selvom du en gang håbede på den, hvad skulle det være? 07:33 Ja, hvad kunne det være? Nu har jeg jo godt nok boet en del forskellige steder, men alligevel at have de der år i Paris, eller et eller andet fransktalende land, og arbejde med noget helt andet, og være super intellektuel, og have læst alle de her specifikke forfatter, og bare være den type der, det kommer ikke til at ske. 08:00 Det kan være, at jeg aldrig får pudset mit franske op, og i hvert fald sikkert ikke får læst de der forfatter. Det er faktisk i den retning. Det er faktisk mere i forhold til noget dannelse, og jeg ved godt, at det har jeg jo tid til, så det er jo egentlig okay, men jeg er chokeret over, hvor hurtigt tiden er gået, og så ved man jo godt, at hvis det skal fortsætte i så højt et tempo, 08:29 Så får jeg ikke lyst til Hemingway. Du har tre børn, som jeg lige sagde, og det betyder også, at man får virkelig en ramme om sin hverdag og ting, der skal gøres. Kan det nogle gange, og nu leger vi dine børn, de ikke hører det her, kan det nogle gange få en til at drømme om at flygte væk fra det? 08:54 Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det det eneste sted, jeg ikke har lyst til at flygte fra. Det er lige præcis der, hvor jeg ved, hvem jeg er. Så der er så mange andre ting, jeg har lyst til at flygte fra, vil jeg sige. Men lige der, der forstår jeg faktisk, det er ikke kompliceret for mig, og det giver så meget mening. Men jeg forstår pointen, og jeg er jo... 09:24 altså i hjertet, virkelig en enspænder, som jo ud i det ekstreme har levet alene i mit ungdomsliv, og som altid har dyrket den der alenetid, fordi jeg har fået så utrolig meget... 09:39 Ud af det, synes jeg. Det er meget genkendeligt for mig at være en virkelig enspænder. Det er jeg også og har altid været. Prøv lige at forklare mig, hvad essensen af at være enspænder er for dig. Hvad betyder det? 10:00 Det betyder jo... Det betyder bare, at man er... 10:06 glad for at være alene med sig selv, og måske også ind imellem synes, at det er utroligt besværligt ikke at være det. Altså, at det der med at skulle være social, og skulle samtale, og skulle læse folk, og passe på, hvad man siger, eller i hvert fald sådan jo hele tiden... Jeg har altid opfattet mig selv som, og det lyder mærkeligt sikkert for andre, og på mange måder også for mig selv, men som et utroligt akavet menneske. 10:38 Det er faktisk svært at forklare det. 10:47 Har du et eksempel på, at du har tænkt, at nu er jeg virkelig akavet? 10:50 Det er ikke akavet på den måde, det er bare sådan, at når jeg går fra et eller andet selskab, Så tænker jeg næsten altid, og det er 100% sikkert, at andre tænker det ikke, men jeg tænker næsten altid, shit mand, der var jeg godt nok lidt ved siden af. Men følger du dig? Jeg tror, det handler om det her med at føle sig som, og det ved jeg ikke, om det er også sådan, du har det, at føle sig som en observatør. Jo. Og sådan har jeg jo altid haft det, og det gik jo op for mig meget tidligt i mit liv, at... 11:22 at det er egentlig mærkeligt, at jeg føler, at jeg står her til den her fest på Blitz inde i Aarhus, men jeg er jo ikke med i den. Jeg står og fortæller om den inde i mit hoved. Og det giver jo en eller anden, altså sådan en lille forskydning, som faktisk tror jeg nemt kan blive til en akavethed. 11:38 Men tænkte du ikke, Tina, for det gjorde jeg dengang, især da jeg var yngre, hvis jeg fortsætter med at leve sådan her, så bliver jeg måske meget ensom? 11:48 Det var jeg ikke bange for. 11:54 Så det har jeg tænkt senere hen. At det sådan set var på mange måder jo resultatet af det. Men dengang der nød jeg bare at fordybe mig. Fordi at det føltes som... 12:15 jo en eller anden søgen efter en en eller anden lidt større forbindelse. 12:22 Jeg er nødt til at spørge dig, kan der være et streg for arrogance i det der? 12:28 Øh, den skal jeg lige sidde med en halv time. Arvganse. 12:36 Så må du lige prøve at forklare det lidt nærmere. Ja, for det var der helt klart i mit tilfælde, at man kan godt nogle gange stå og kigge så meget på de andre, at man sådan føler sig sådan lidt hævet over det. 12:46 Nej, så vil jeg absolut... Den kan jeg faktisk ikke... 12:53 Jeg har aldrig følt, at jeg stod der som en, der på nogen måde skulle fælde om over festen. 13:03 Jeg vidste, at du er et sødere menneske end mig. Tina, vi skal lige tilbage til din barndom i Åbihøj, som sagt. Noget af det, som kendetegner dig og dine sange, det er, at du er meget bundet til det sted. Du er meget bevidst om dine rødder. 13:23 Hvordan vil du sige, Aarhus har formet dig? 13:29 Det er jo noget, jeg har tænkt meget over. Selvfølgelig ved at bo væk fra Aarhus og uden for Danmark måske også, men også ved at møde min mand, som jo er vokset op et helt andet og meget anderledes sted, som fik mig til at tænke på, fordi at hans udgangspunkt, når han laver musik, er jo meget mere, og det er jo meget typisk islandsk, det er meget mere sferisk. Og det her med, at for ham, hvis et stykke musik er smukt, Så er det, altså, berettigende nok i sig selv, ikke? 14:04 Hvorimod, at jeg tænker over, at for mig selv, at jeg er mere, jeg er villaveje, og køkkenhaver, og alt er opdyrket, og det skal jeg, du ved, altså, at på den måde har jeg op i høj i mig, at jeg, altså, det er sådan et område med alle sine skæbner og sine firkanter og sin familie og historie. 14:35 Jeg er mere sådan ordnet indeni, end en, der er vokset op på Island. 14:40 Jo, der er parcelhus her. 14:45 Havde du dit eget poetiske rum dengang også, da du var lille og boede i Aarhus? Ja. Hvordan kom det til udtryk? 14:51 Jamen altså, vi havde jo en musikstue i mit barndomshjem, som jo først og fremmest var min fars, fordi han er high fidelity-nørd, simpelthen ud i det ekstreme. Han havde et kæmpe anlæg og nogle kæmpe højtalere, og så sad han og lyttede til alt, hvad der lød godt, altså alt, hvad der var indspillet fuldstændig sublimt. Og så sad vi der og lyttede til musik, og det var jo så alle genre, Og så ind imellem kom der noget singer-songwriter, noget amerikansk træsser, eller Donovan, eller sådan nogle ting, som tydeligvis var det, der fangede mig. 15:30 Og jeg fik jo med det samme i hvert fald en forestilling om, eller jeg fik leveret fra ham det her med, fordi han er så passioneret omkring det. Og den der passion var jo meget smittende. Og der stod jo så et klaver i musikstuen, og der begyndte jeg meget tidligt. og sidde og rode med de store spørgsmål, der var i mit barndomssind. De der spørgsmål, man går og tænker over, når man er barn med uretfærdighed i verden. Hvad sker der? Hvorfor skal det være sådan? 16:01 Hvorfor er der nogen, der skal være helt vildt sultne? Og jeg får alt for meget at spise. Det var sådan noget, det handlede om til at starte med. Og det fandt jeg jo, at det kunne et eller andet. Det kunne faktisk dulle med den der... 16:16 Den der alt, hvad jeg måtte gå med af tvivl og undrende. 16:22 Men det er jo en sjov kombination, og du har haft udlængsel og været meget ude, og så har du stadig den der forankring i Lille Aarhus. Hvad er mest dig? 16:33 Jeg har i hvert fald igennem årene tit haft en følelse af, at jeg gik lidt imod min natur. 16:42 i det her sindssyge arbejde, jeg har. Fordi det er jo alt andet lige helt vildt rodet. Men er det for hårdt? Det har det været tit og ofte. Så kan man sige, at man vokser vel med opgaven, men jo, jeg har da nok budt mig selv mange ting, som... 17:12 når man kigger tilbage, så er det egentlig lidt vildt. Men sådan er det jo at være et scenemenneske, fordi der er jo ikke noget at gøre. Og den er man jo nødt til at toughen op. 17:24 The show must go on, men kliché. Hvad er det, du har budt dig selv? 17:28 Jamen det er at gå på scenen igennem... 17:37 Øh, angst og panik og sådan nogle ting der, som jeg i perioder i det yngre år kæmpede lidt med. Ikke sådan forfærdeligt alvorligt, men jeg har det i hvert fald stået på scenen mange gange, og vi snakker mange gange, øhm. 17:59 I panik simpelthen. Og det tror jeg, altså, jeg ved ikke, om man nogensinde kan... Jo, det kan godt være, at folk, der så drugger sig ud af det, eller som er stærkere, det ved jeg ikke, men hvis man har en lille smule tendens til også at fundere lidt over, hvad fanden er det for en situation, den her? Jeg står her. De sidder der. Hvad har vi gang i? Og hvor kommer det fra det her? Altså... 18:26 Kan du huske, Tina, en aften, som står levende for dig, hvor du har oplevet den følelse? 18:33 Ja, mange. Men der er jo for eksempel den her, hvor det har nogle helt praktiske grunde, hvor jeg står ude i operan. Jeg har lige fået kronprændsparets store pris live i tv. Jeg har lige holdt min tale, og nu skal jeg så gå over og spille en sang. 18:56 live i fjernsynet, solo, med noget helt vildt svært guitarspil. 19:02 Og jeg skal jo over og i og for sig bevise, at jeg er den her kæmpe store pris værdig. Og da jeg så går i gang med at spille, viser det sig, at de har glemt at tænde for min stemme i mine ører. Altså jeg står og har de her øresnegle i, som jo sådan set lukker rummet ude. Det vil sige, at jeg får jo sådan set kun det, de sender ind i, lydteknikerne sender ind i mine øresnegle. Og der har de glemt at tænde for vokalen. 19:30 Og så jeg hører bare guitar og så mig selv sådan i det fjerne et eller andet sted. Og så er 3,5 minut. Altså virkelig, virkelig langt. De tanker, man kan nå at tænke, mens man står der, både teknisk, gud hvad, er det mig, der har jeg fuldstændig sovet under lydprøven? Altså det er garanteret min egen skyld, og hvad fuck foregår der, ikke? 19:53 Men også fremtiden, og hvad skal der nu ske efter det her kæmpe bomb? Så der er noget at stå og tænke nu? Alt muligt. Det er simpelthen definitivt. Jeg ved ikke hvad. Ja, nej. Det er jo liv og død. Det er det bare, når man står i den situation der. 20:16 Det er svært at forklare. Men det er jo et vilkår, når man vil op foran en masse mennesker på den måde. 20:25 Jeg har holdt rigtig mange foredrag i mit liv. Og da jeg gjorde det i begyndelsen, der brød jeg mig virkelig ikke om det. Fordi jeg synes, det var anstrengende og nervepirrende, at man skal sige noget i lang tid, som bliver ved med at give mening. Og der tænkte jeg i lang tid, det her er faktisk imod min natur. Og skal jeg gøre vold på min natur resten af mit liv? Har du spurgt dig selv om det? 20:47 Ja, det har jeg. Og det er jo sådan et stort spørgsmål i mit liv, som egentlig er meget spændende. Hvad er det, jeg er drevet af? Fordi det er jo nogle tanker, som har været der i mange, mange år. I og for sig, når man starter ud i sådan et arbejde her, så har man jo en masse drømme. 21:13 Og det er jo også et interessant tidspunkt, når man så faktisk er kommet i mål med de fleste af de drømmende, når man har stået på orangescene og har fået... Altså, det er så utroligt... Ja, der er mange... tanker i spil. 21:34 Har du været drevet af agerighed, simpelthen? Det her det vil jeg, fordi jeg vil gerne være en stor musikstjerne. 21:41 Når jeg indimellem kigger tilbage, eller læser tilbage i nogle dagbøger fra 90'erne, så bliver jeg en lille smule overrasket over, at der kan godt være nogle ord om, i hvert fald en eller anden form for, altså en kæmpe international karriere jo, altså at det ligesom, at der var også elementer af, at det var det fede, ikke? 22:07 Men hvis det havde været det, jeg så ageriet var gået efter, så skulle jeg jo have truffet nogle andre beslutninger i min karriere, kan man sige. Altså da jeg flyttede til London, der blev jeg jo sendt rundt til alle de her, altså tordenskjold soldater af writer-producers, fordi hende her pigen med det lange lyshår, hun skulle lave nogle pop-hits og ud at være popstjerne, ikke? Og det kunne jeg jo ikke. Og jeg fandt også hurtigt ud af, at det virker ikke. 22:37 Altså at være sådan et produkt? Ja, men det virker heller ikke at være poppet, hvis man ikke er poppet, og hvis man ikke har lyst til at være det. Så jeg fandt jo ret hurtigt ud af, at jeg faktisk, hvis det her det skal virke, så er jeg faktisk nødt til at være tro mod mig selv. 22:52 Gud skal love, ikke? 22:54 Tina, du har før fortalt om, hvordan du og Helgi, din mand, I mødte hinanden. Og det er en lang historie om, hvordan der var lidt frem og tilbage og genvordigheder. Kan du ikke lige kort fortælle det forløb, hvor I ender med at få hinanden? 23:13 Jo, kan jeg gøre det kort? Jeg skal prøve. Vi møder jo hinanden, og der er jo med det samme en eller anden form for sjælevenskab. Han er forlovet. 23:23 Og han er helt vild med hende, det er slet ikke... Men ham og jeg tager så på turné sammen som kolleger. Og egentlig meget imod vores begge vilje, udvikler det sig alligevel ganske kort vej til noget, vi absolut ikke synes, det skulle være. 23:39 Men alligevel med den konsekvens, at da vi skilles efter den her tur, så tager han hjem og bryder forlovelsen. Og næste gang vi ser hinanden, der er han bare sådan, så, nu er det os. 23:50 Og jeg er bare sådan, absolut ikke. Hvad snakker du om? Hvad har du tænkt på? Fordi det var i det allermest hektiske... Altså en periode i mit liv, hvor jeg kun tænkte på at skrive sange og musik og være enspænder og poetisk i live ude i London. 24:12 Hvordan kunne du sondre mellem det, du også følte for ham, og så det, at du ville noget helt andet? 24:20 Jeg var bare ikke i tvivl. Det skulle bare ikke være os. Der var jeg slet ikke. Og så sker der jo det med det samme, at han bliver helt vildt ulykkelig og rasende på sig selv over, at han også har ødelagt det, han kom fra. Og vi bliver ved med at turnere, fordi vi er jo kolleger på det tidspunkt og har alle mulige koncerter i kalenderen. Han er dybt ulykkelig og på mange måder jo en skygge af sig selv, så selvom han bliver ved med at insistere på, at det er os, kan du ikke se det? Vi skal være sammen. Så bliver det virkelig sværere at se, fordi han ikke er så selv for alvor. 24:54 Han er formørket. Og så på et tidspunkt, hvor vi ligesom bliver enige om, at nu går den ikke længere. Nu skilles vores vej. Du tager til Island og kommer videre med dit liv, og så må vi se, om vi kan spille sammen igen senere hen. 25:10 så får han ret hurtigt en kæreste, en vidunderlig pige også, og det kører bare, og han er jo lige pludselig sig selv igen, og glad og stærk og overskudsagtig, og der er det jo så, at det pludselig går op for mig, som måske så også er kommet lidt videre med mit eget ego-projekt, ikke? 25:36 Og det er virkelig sådan, altså fra det ene øjeblik til det andet, at det bare rammer mig, at jeg har simpelthen brugt halvandet over på at smadre mit livs kærlighed. Og det, altså historien slutter jo ikke der, fordi hvad gør man så? Gør man så tilbage til ham og siger, ja okay, jeg vil godt alligevel. Så hvis du lige gider slå op med hende der også, så kan vi komme... 26:02 Så der fulgte jo også lige en periode, hvor jeg skulle finde ud af, hvor meget skal jeg sige det her, eller skal jeg bare skrive en sang om det? Det gjorde jeg i hvert fald, selvfølgelig. Og det ender jo med, at han... 26:17 på eget initiativ slår op med hende og stille og roligt fortæller mig, at han er faktisk single nu. Så hvis det skulle være, så kunne vi da godt give det et skud, og the rest is history. 26:28 Ja, det er det. Og jeg har sådan et citat, Tina, som jeg har udvalgt specielt til dig. Og det er, fordi du forekommer mig fra første gang, jeg mødte dig, at være en kvinde, der virkelig har en stærk indre verden. Og den har du sådan set også beskrevet her. 26:44 Og det her med at kunne være en enspænder og vide, at man kan leve alene og også i dit forløb med Helgi undervejs, jo besluttede der nærmest for det. Det synes jeg er på linje med det, der står i den roman, der hedder Jane Eyre, som jeg elsker højt, som er skrevet af Charlotte Bronte. Og nu skal du høre, hvad Jane siger, og hun er altså også en meget selvstændig kvinde. Jeg kan leve alene, hvis selvagtelsen og omstændighederne kræver det af mig. Jeg behøver ikke sælge min sjæl for at købe lykken. Jeg har en indre skat, som er født sammen med mig, og som kan holde mig i live, hvis alle ydre glæder forholdes mig, eller kun tilbydes til en pris, som jeg ikke har råd til at betale. 27:24 Det kan jeg godt. Det kan jeg godt genkende mig, ja. Det kunne jeg forestille mig. Og det er jo også, og det er måske også der, altså apropos den der akavethed, at jeg kan tit opleve, at mit indre liv, altså jeg kan ikke, jeg har svært ved at få det ud. Altså at hvis jeg sådan, at de der situationer, for eksempel når jeg står på scenen, og jeg sådan har nogle situationer, hvor jeg virkelig synes, at jeg er top entertainer, Eller måske med i sådan en situation her, hvor jeg sidder og egentlig føler, at jeg er godt uden, altså fremme i skoene, og når jeg så ser det bagefter, så er det bare sådan, wow, du er stille og jysk. 28:03 Altså, at det er ligesom om, at alt det her, der foregår indeni, som bare er... Altså, jeg har selv skrevet den der sang, der hedder You Wanna Teach Me To Dance, med My Mind Is My Dance Flaw, ikke? Altså, at jeg har svært ved sådan at udtrykke det. 28:22 Når jeg ser dig på scenen, Tina, så kan jeg godt nogle gange overveje, om du virkelig kan lide det. Ikke at du ikke er der, og du synger vidunderligt, og det hele fungerer, men at du også der virker som en, der er dig selv i den store sammenhæng. Det her med at se på hinanden, det er jo noget af det mest voldsomme, vi mennesker kan, fordi i modsætten til dyrene, så har vi en meget, meget stærk bevidsthed om begge parter, når vi kigger. Ja. 28:49 Hvordan er det at stå på en scene og vide, at der er så mange mennesker, der kigger på dig og dit univers, der bliver udfoldet her? 29:03 Det er egentlig sjovt nok, at jeg har tænkt over det. Der er noget, der er gået op for mig, og det tror jeg måske lidt er i lyset af, at vi to laver det her sammen nu med Anders Akker. 29:17 Det kommer jeg tilbage til lige om lidt. Jeg kan fortælle mig det samme, at du og jeg er begge to med i en forestilling, der hedder Kærlighed og død, som journalist Anders Akker og hans gode ven, Mingo Nørre, der er fotograf, har sat op. Du og Helgi står for musikken, og jeg deltager med en lille minipredken om evigheden, og tale om Anders om, hvad en præst gør, når et menneske skal bisættes eller begraves. Så bare folk eller lytterne ved, det er det, du taler om. 29:43 Nej, der har jeg alligevel stået nogle gange der på scenen, og så må du alligevel have spøgt i mit sind på den måde, at jeg har stået og tænkt på, fordi du har så tit snakket om det her med, altså du er meget bevidst om, at mennesket har hvilket du siger, det onde i sig, eller i hvert fald, altså man behøver ikke kigge særligt, altså der er sådan set med dig, altså man behøver ikke kigge særligt langt for at se, at vi mennesker, vi kan virkelig være, og er destruktive, og hadefulde, og sådan altså, og derfor kom jeg til at stå og tænke på, hvordan kan det så være, at jeg står her på scenen, og er fuldstændig fyldt op af kærlighed, til det, der ser mig, Altså, det tænkte jeg over i forbindelse med de ting, vi har lavet sammen. 30:35 Der slog det mig. Det er egentlig underligt, at jeg kan gå herfra, og så kan jeg være dybt frustreret over menneskeheden som sådan. Men når jeg står foran den, så er jeg fuldstændig fyldt op af kærlighed. Ikke deres kærlighed, men min kærlighed. Til hvad? Til... I don't know. Til dem. Til alt. Til... Bare til... Jamen egentlig til... 31:04 Og så har du tænkt, at når jeg så ofte taler om det onde, hvor bliver det så af i det øjeblik? 31:11 Jamen det er jo så det, der fik mig til lige at have den linse på, som fik mig til, hvor jeg måske tidligere hen ville have beskrevet den følelse, jeg står med på en anden måde. Hvordan vil du have beskrevet den? Jamen der vil jeg mere have beskrevet den som et spejl. 31:32 Og en sådan absolut tilstedeværende i nuet, og en kogen alting ned til... 31:45 Det absolut simpleste. 31:47 Og nu siger du, at i den forestilling, vi laver sammen, der mærker du kærlighed. 31:51 Det er bare gået op for mig, fordi det står i kontrasten til alle de tanker, jeg kan have om menneskeheden, og hvor faner vi på vej hen så fuldstændig hjernedødt, som vi opfører os alle sammen. Og så det til trods kan stå der og føle kun kærlighed. 32:09 Er det fordi, du har en fornemmelse af, at folk kigger på dig med stor velvilje? 32:15 Jeg tror, kan det være, at det er det, der sker, når mennesket føler sig set? Ganske enkelt. Og det handler ikke bare om, at det er på scenen, men at når man føler sig set, så bliver man faktisk fyldt af kærlighed. Ikke bare den kærlighed, man bliver set med, men sin egen kærlighed. 32:38 Jeg forestiller mig, at det er noget, du kan inden for din verden, altså det er noget tilsvarende, en følelse af at blive set af en højere, og at det kan fylde en med en kærlighed. 32:52 Jo, det tror jeg bestemt det er. Og lige da du beskrev før det her med, at der er i det rum, hvor du står på scenen, og folk kigger på dig, at du føler, at du er fyldt med kærlighed, det tror jeg, at Grundtvig i hvert fald vil sige, det er simpelthen helligånd. der virker. Og den virker på en måde, at rummet bliver fyldt med ånd og dermed med kærlighed. Og det tror jeg er en entydig velvilje fra dig og fra dit publikum. Og i det øjeblik, der tror jeg faktisk heller ikke, at der er noget ondt til stede. 33:25 Jeg tror faktisk, man taler om det øjeblik, som man kan kalde en slags gennemsigtighed. Alt det, som vi bakser med af forfængelighed og selvviskighed, alt det, som du også kender, og som alle mennesker kender, er i det øjeblik væk. Fordi nu er du og de et med kærlighed. Det er det i hvert fald for mig. Det er væk. Og jeg tror heller ikke, at det er deres kærlighed, du har brug for. Det er kærligheden som begreb. Ja. Og derfor er I alle sammen til stede i lyset af noget større. Ja. Det tror jeg, du har ret i. 33:56 Det er derfor, man ikke egentlig føler... Selvfølgelig er man personligt involveret, men det er ikke dit kærlighedsliv eller deres. 34:02 Nej, slet ikke. Det er kærligheden som begreb. Og det er jo ikke... Og jeg har jo altid... 34:07 Og igen, altså jeg har ikke behov for, at det er ikke mig, folk behøver at kigge på. 34:12 Hvis de ikke kunne lide sangene, men de bare godt kunne lide mig, så kunne det være lige meget. Det er jo fordi, vi skal være sammen i noget, altså i det rum, som er... 34:22 Som er musikken, som jo er et... Ligegyldigt, hvordan man vender og drejer, det er jo et magisk rum, fordi det er så meget mere end det, det er. Det er så meget mere end den lyd, vi skubber rundt, rent akustisk. 34:33 Det er det. 34:34 Musikken er uvurderlig i forhold til det åndelige. 34:37 Helt sikkert. Hvad så uden for scenen, Tina? Kigger Helgi på dig med et blik, der er anderledes end alle andres? 34:49 Ja, det gør han vel. Jo, jo. Altså. 34:53 Hvad er forskellen på den måde at blive set på? 34:58 Det er jo en meget mere, hvad skal man sige, intim, hverdagsagtig virkelig måde at blive set på. Og på mange måder jo, altså, den er jo langt mere kompliceret i virkeligheden. Fordi den er så, jamen det er jo, det er jo, altså, at være sammen med andre mennesker, det er jo Det er jo alt muligt. 35:22 Hvad er det, han ser i dig, som andre mennesker ikke kan se? 35:30 Det vil du næsten være nødt til, eller det ved jeg ikke, om han kan svare på. Han er jo bare vild med mig. 35:38 Det er han, det kan jeg bekræfte. 35:39 Ja, det er han jo faktisk bare. Men han ser jo også en, som virkelig ser ham og forstår ham. Altså det, vi har... Den måde, vi er vævet sammen på, og den måde, vi forstår hinandens virkeligheder på, er jo vel ret unik, kan man sige. Jeg havde jo på det tidspunkt aldrig mødt nogen, som så en til en forstod, hvad jeg lavede, fordi han laver præcis det samme. 36:14 Han ved alt om at skrive sange, men fra en anden vinkel, som bare har været interessant for mig at lære at kende. Men det der med at skulle på scenen og skulle være i det. 36:28 Den ondskab, som du talte om før, som du ikke mærker i det øjeblik, Er den også væk, når du er sammen med Helgi, og når jeg siger ondskab, så minder jeg jo altså selvbetragtning, forfængelighed, drømmen om at blive bekræftet? 36:46 Det tror jeg ikke. Det ville jeg lige skulle tænke lidt længere over, hvis det var, men jeg er sikker på, at når vi er sammen, så er vi det som de hele mennesker, vi er, med alt, hvad vi... 36:58 kommer med, så nej, den er ikke ren på samme måde. 37:03 Nej, og det tror jeg heller ikke, den er. Og det er jo det, der er så interessant ved den her forskel med at stå i et kærlighedsrum, og så i et helt konkret kærlighedsforhold, hvor man er hele sig selv. Og så er det altså hele pakken. Det er det jo altså, ja. 37:24 Der er to sangtekster, Tina, fra dit album Bittesmå Røg fra 2022, som jeg gerne vil tale lidt om. I titelsangen, der synger du sådan her. Vil du ikke lige citere det her? 37:36 Jo. Tal til mig. Sig mig, hvor lang tid skal der gå, før vi tager sæt ord på det, der er ved at ske. Kig ikke den anden vej. Ikke lad det vente og gå i stå. Vi skal sætte ord på det, der er ved at ske. 37:52 Bittesmå ryg, vi ikke tager os af. Et lille, stumt nyk mere hver dag. Det går langsomt, det kommer listene. Vi ser det ikke, hvordan vi langsomt mister det, lidt efter lidt, i bittesmå ryg. 38:05 Tak. Det du beskriver her, som jeg forstår det, det er, at der kan ske noget mellem mennesker, som næsten sådan sker bag om ryggen på os, som enten vokser eller syner hen. Hvad var det, du konkret erfarede, da du skrev det her? 38:22 Altså egentlig er det jo, det handler jo om alle forandringer, der sker langsomt, fordi at Der er jo så mange forandringer, vi ikke får øje på, hvis det bare er et lille bitte nøg hver dag. 38:39 Og jeg tror måske nok, at der blev plantet et frø for 100 år siden i forbindelse med noget røde kors arbejde, hvor vi havde en snak med en om de langsomme katastrofer. Altså dem, som er enormt svære at samle penge ind til, fordi der ikke er nogen, der kan se... 39:00 Hvad er det dramatiske? Der er ikke sket noget her. Det kommer bare snigende. Og det har jeg bare tænkt meget over sidenhen i mit eget liv, hvordan ting kan komme snigende i et kærlighedsforhold, i et samfund, altså ting man får normaliseret uden at... at der er nogen, der rigtig får øje på, hvad fanden sker der lige der? Hvorfor er det lige pludselig okay? 39:21 Men også fordi, der er et grænseland. Og jeg har tænkt på din tekst, som du lige har læst højt, at jeg kan selv ofte være splittet mellem en form for pligtfølelse over for noget, jeg synes, jeg står til ansvar for, og så en meget stor tvivl om, hvorvidt jeg... 39:37 fuldstændig renhjertet engagerer mig i det, eller om det bare er noget, jeg har vedtaget. Og det der grænseland, hvor man i små ryg kan bevæge sig væk fra et andet menneske, for eksempel, og virkelig komme i tvivl om, ønsker jeg egentlig det her, eller gør jeg det af pligt og konvention og alt det andet? Så nogle ryg skal man måske også lytte til og sige, så er det den vej, det går. Det har du da egentlig ret i, ja. Absolut. 40:00 Så jeg bare får at sige, at den der engagement i noget, eller kærlighed til noget, kan også være noget, man opretholder kunstigt. Ja. Ja. 40:11 En anden tekst, Tina, som du også har skrevet, den er jeg simpelthen virkelig, virkelig glad for. Og det er fordi, at du synger den sammen med Helgi som det sidste i forestillingen, som vi lige har talt om. Og jeg står altid ude i kulissen, når vi er ved at være færdige og lytter, og I sidder på scenekanten sammen og synger. Og det er simpelthen så rørende. Og den har også at gøre med det, vi har talt om med fordommen, min fordom om dig og de her ting. Vil du læse den højt også? 40:41 Det kommer som lynet fra himmelen så klar. Et sug, der minder mig om, at du og jeg en dag skal herfra. Jeg håber, der er længe til. 100 år, om videnskaben vil. Men selv den dag, tror jeg, jeg vil synes, min tid med dig var for knap. 41:00 Hvis du nu skulle færdiggøre den sætning, der hedder Lykken er, hvad vil du så sige? 41:17 Ja, i sangen slutter jeg jo af med at sige tid. Lykken er at have tid. Det oplever jeg tit selv, at det virkelig er den ultimative luksus. Men samtidig er det også det modsatte. Lykken er nuet. 41:42 fjernet fra tiden, der går, kan man sige. Lykken er... Ja, hvad fanden er lykken, Turine? 41:51 Ja, det er meget... Nu har vi talt om det her med at blive set, og vi har talt om at være i det her rum, hvor der er kærlighed til stede. 42:04 Og det slår mig, mens vi sidder her og taler, at vi egentlig taler om de her glimt af lykke. Selv spekulerer jeg ikke ret meget over lykke i mit liv. Nej, det gør jeg heller ikke. Nej, fordi det er sådan, ja, lykke er omsondst. Lykke må ramme, hvis den har lyst til det. Og jeg tror, at det, du beskriver i de der rum, det tror jeg også er et strejf af lykke, der rammer en. Og det tror jeg, ligesom du siger, på mange måder er frigjort fra tid. 42:34 Jeg bliver lykkelig, når jeg er sammen med min mand og kan se i hans øjne, ligesom det blik, vi talte om før, at han virkelig, virkelig, virkelig godt kan lide mig. Trods alt det skidt, jeg bærer rundt på. Jeg bliver også lykkelig, når jeg et lille øjeblik af en eller anden mærkelig grund ikke er bange for at dø. Og pludselig kan det ramme mig, at jeg ikke er bange for at dø, fordi det er, som om tiden er forsvundet. Og nu er det bare det her øjeblik, og så en tro på, at evigheden findes. 43:06 Den har jeg jo altid med mig. Så jeg har nogle øjeblikke af lykkes, som er fuldstændig ubeskrivelige, men som jeg ikke stræber efter. De må komme, hvis de kommer. Ja. 43:17 Og det er derfor, jeg godt kan lide, at du siger tid. Fordi det hænger helt sammen med, om man, du siger, det er at have tid, men det er også nogle gange at have en fornemmelse af, at lige nu er tiden ikke bestydningsfuld. 43:33 Ja, men ja, jeg går heller ikke og tænker så meget over lykken i det daglige. Jeg tænker måske nok over ting, der arbejder imod den. Det er mere sådan noget der, altså hvordan kan jeg få fjernet nogle af de elementer, der i hvert fald ikke er konstruktive for lykken? Hvad er det? 44:02 Alt muligt. 44:04 men jo i første omgang, altså for eksempel det her med hele tiden at have sine tanker ude i verden, som har været svært at lukke ned for, måske især inden for de seneste par år her, og lade tankerne flyve rundt ude i alle de her konflikter, og det kaos, som man ikke har nogen som helst kontrol over, og man hele tiden prøver at forstå, hvad foregår der, hvad siger det om os mennesker, og hvad kan vi gøre for at Og modvirke de her bevægelser. 44:38 Alt sådan noget. Og det tror jeg også, det er helt klart også noget af det, som det nye album her handler om, eller som processen i hvert fald også har handlet om for mig at kalde mine tanker hjem. 44:52 For det er i hvert fald ikke, sådan lykken ser ud. 44:56 Men når du siger det med, at der er så meget, der står i vejen for lykken, betyder det så, at du tænker, om noget tid skal jeg leve på en helt anden måde? 45:06 Jeg er i hvert fald ikke lukket over for at skulle det. Og skulle prøve det. 45:17 Også uden at spille og synge? 45:20 Det er svært at forestille sig. 45:24 Men altså, som jeg også sagde før, at det som udefra ligner sådan en stribe af ukompliceret og ikoniske øjeblikke, det er jo mere kompliceret, når man ser det indenfra. Og der kan sagtens være mange ting, som modarbejder lykken. Om det så er... 45:49 Præstationsangst Og pres Altså det her med at se sig selv udefra Og måske også At hænge fast i nogle Fortællinger om sig selv Øhm at det... Jeg skal i hvert fald... Jeg kunne godt tænke mig at finde et lidt frier liv. Og det kan sagtens være, at det kan gøres inden for musikken, men... Jeg skal føle mig lidt mere fri. 46:21 Og det kan også godt være, at det er bare travlhed, der gør, at man... Altså, man kan jo sagtens være ufri af bare ganske enkelt at have for meget at lave, ikke? Ja, det kan man. 46:28 Og så har jeg jo gjort det så længe, at man næsten har glemt, hvad der ellers findes i livet. Præcis. Det kender jeg virkelig også godt. Ja. Noget af det, jeg siger i min prædiken, Tina, i vores forestilling sammen med Anders Akker, det er, at jeg, da jeg var 7-8 år, indså første gang, at det er rigtigt, at jeg skal dø. At det er ikke bare noget, de taler om. Det er rigtigt. Og du synger om det her med, at det er et sug, der minder dig om, at du skal have fra. Hvornår opdagede du det sug første gang, eller hvordan kender du det? 47:02 Det har jo helt klart også været tilbage i barndommen. Jeg husker det som noget, der slår ned i en som et lyn, og som fortsat bare har kunnet gøre det ind imellem. En tanke, som man ikke rigtig kan holde fast i, fordi den er for uvirkelig. Hjernen kan jo ikke forstå det. 47:28 Så det forbliver bare sådan en... Wow. Sindssygt, ikke? Og så videre. 47:37 Kan du huske et øjeblik, hvor du har tænkt det? Nej. Får du stadig? 47:44 Ja. 47:45 Er de anderledes nu, hvor du er blevet midalderne? Faktisk ikke. 47:51 Det er ikke noget, jeg på den måde... 47:55 går jeg bange for heller. Så på den måde har det jo ændret sig. Og dengang var det jo også meget, det var det suge, der fortalte en, at mine forældre skal dø, og folk, jeg kender, skal dø. Ligeså meget, som det har handlede om mig selv. 48:15 Men ikke desto mindre, så har du i teksten et spring fra, at du siger, bare vi kan være her i 100 år, til 1000 år, om videnskaben vil. Har du den her tanke om, at livet ikke bør stoppe? Bare det kunne være uendeligt? 48:30 Nej, det har jeg faktisk ikke. Øhm... 48:38 og jeg tror måske også nok, at da jeg skrev sangen, der har jeg tænkt det lidt som en formiddelende strofe i sangen, fordi det her med at bare skrive et sug over, at jeg ved, at vi skal dø, og så slutter omkødet der. 48:58 Men det her med, at det får lige lidt mere luft af, at det kan jo være, at der er tusind år til. Vi ved jo ikke, hvornår de får opfundet den der pille så roligt endnu. Men jeg tror stadigvæk, at jeg vil synes, at den dag vil det også være ærgerligt. 49:12 Men tror du ikke, der er en ret stor livskraft forbundet med at vide, at horisonten ikke er voldsomt langt væk? Jo, absolut. Hvordan opfatter du det? 49:25 Øhm... 49:27 Jamen bare i forlængelse af det, vi startede med, at det betyder noget, hvad man bruger sin tid på. At det er nu og her, sangen siger det også, det skal godt nok være vigtigt, hvis det skal tage min tid. Jo. Men så ja, det er jo, altså, det er sgu også noget, at når man så står ved den her som jeg fornemmer, at det er bare noget her, lige præcis i det her sted i livet, hvor jeg står lige nu, at det er sgu sådan lidt uvidst. 50:13 Jeg synes ikke rigtigt, at vi er blevet forberedt på, hvad der skal ske resten af livet, på en eller anden måde. Altså, man ved alt om, hvad der skal ske, mens man er ung, og så skal man sådan og sådan, og så i 30'erne sker der det og det, og i 40'erne der er sådan og sådan. Men jeg synes ikke helt, jeg kan... Jeg kan ikke helt sætte mine fingre på, hvad er det nu, vi skal have resten af tiden. Det er der ikke fortalt helt så mange sådan sindssygt spændende historier om. Så det er jo... Der synes jeg selv lige, jeg skal til at ud og... Og finde ud af, hvad er det egentlig... 50:46 Hvem skal jeg være nu? Ja, og det tror jeg faktisk er rigtigt. I de gamle dage, der havde man jo mere at være gammel, når man nåede 50-60 år. Så havde man mere en forestilling om, at der skulle man snart på pension og hvile. Vi har et meget langt liv, og vi skal selv virkelig fylde det her sidste kapitel ud. Ja. 51:09 Ser du en tom horisont for dig, når du kigger ind i fremtiden? 51:13 Det kan da godt være, at jeg bare skal begynde at tænke, at jeg skal hvile mig. Tine, prøv lige at læse fordommen højt igen. Du er et menneske, der næsten dagligt sørger over, at tiden går. Er det stadig forkert at bruge ordet sørger? Kan jeg gå med dig et lille stykke af vejen? Altså, men... 51:36 Jeg forestiller mig, altså igen, når jeg tænker på ordet at sørge, altså sorg, så tænker jeg på noget, som er lidt paralyserende. Og der føler jeg ikke som sådan, at mine tanker om, at tiden går, paralyserer mig. Tværtimod, altså så er det jo noget, jeg får lyst til at handle mig ud af, ikke? Men... 52:06 Jeg forstår essensen af det. 52:11 Når jeg står og holder min lille prædiken i vores forestilling og siger, at evigheden findes, hvad tænker du så? 52:22 Så tænker jeg, ja, men nok ikke den evighed, du snakker om. Jeg har det sådan lidt, at Nej, måske er det den samme evighed, men man kan sige, at jeg har det mere sådan en religion, eller noget, det bor i sproget. Og så er der alt det, der er uden for sproget. Så er der alle de ting, som vi aldrig nogensinde ville kunne sætte ord på, og aldrig nogensinde ville kunne forstå. 52:53 Altså tiden, for eksempel, og rummet, og størrelsen på det hele, som ligesom er en... 53:04 En virkelighed for sig, som er uden for vores rækkevidde på en eller anden måde. Og der er der, tænker jeg, evigheden bor derude. 53:13 En af grundene til, at jeg tror på evigheden, det har faktisk også noget at gøre med vores øjne og det blik, vi har talt om. Jeg havde besøget Søren Ulrik Thomsen på et tidspunkt her i programmet. Dikterne Søren Ulrik Thomsen, som siger, at der er forskel på vores øje, som er en biologisk ting, og vores blik. Og det, man ser i blikket på et andet menneske, siger han, det er evigheden. 53:37 Det er den, og der er jo en Paulus tekst, der handler om, at vi engang skal stå ansigt til ansigt med Jesus selv. Det han mener altså i det hensides, at se i Jesu øjne, hvad kærlighed virkelig er. Vi kan kun her på jorden komme lidt i retning af det, fordi det er altså meget andet, der står i vejen. Men til den tid, ansigt til ansigt med Jesus selv, der vil vi se det i hans blik. 54:03 Mhm. 54:04 Og det er derfor, tror jeg, at mennesket er så optaget af at blive set. Det er fordi, vi godt har en anelse af, at vi skal ses rigtigt en gang. Og mens vi er her, så kan vi prøve at finde det i en andens øjne, som vi enderst er længest efter. 54:24 Ja. 54:28 Ja, jeg kan ikke helt gå med derhen, men jeg forstår essensen af det og menneskets behov for at blive set på den der måde. 54:45 Og jeg tror, at når man bliver ældre, så kan den tanke og den længsel fortættes i ens sind, så det bliver virkelig en del af ens personlighed. Mens man er ung, der flagrer det mere rundt. Men når man bliver ældre, og man kan se horisonten derude tydeligere, så tror jeg også, at den der tanke om længselen efter det indegyldige blik kan tage til. 55:10 Det kan vi tale sammen igen om. Om nogle år. Nu vil vi nemlig komme til punktet, Tina, hvor du skal beskrive et livskraftens øjeblik for mig. Det skal man jo her i programmet. Ja. 55:23 Og det er jo egentlig, altså med den samtale, vi har haft nu, så er det jo egentlig bare... 55:30 En gentagelse nærmest er noget, jeg allerede har sagt, fordi at det livskraftens øjeblik, jeg har tænkt på i den her forbindelse, det var lige præcis den første gang, jeg oplevede at stå på en scene på den måde. Og Og det siger måske også noget, at jeg kan huske, at i de gode gamle gymnasieår, den første opgave, vi fik i dansk i 1.g, det var bare sådan, hvem er du? 56:03 spurgte lærerne, ikke? Og så gik folk jo hjem og skrev, at jeg er opvokset i OB Høj, og jeg er sådan og sådan, og jeg var bare sådan, det spørger du bare ikke om. Hold kæft. Og jeg, altså, gik jo i gang med, altså, tænkte, okay, jeg er nødt til at skrive 500 sider af Eller hvordan fanden skal jeg få det her? Og det endte med, at jeg så afleverede et lille digt om, at et eller andet med milliardvis svirende atomer og et eller andet helt out there. 56:38 Og så en lille novelle om min første oplevelse af at stå på scenen og synge. Som jo så har været lige præcis midt i den der allermest... 56:49 Tankemøller-perioder af sådan et teenage-liv. Jeg havde spillet en del teater inden da, hvor jeg så havde stået på scenen i rolle af andre. 57:03 Så jeg kendte til det her med at stå på scenen, men da jeg så med et band, jeg var kommet med i, hvor vi bare spillede alle mulige coversange, altså alt, hvad alle medlemmer af bandet bedst kunne lide, altså den sindssyge blanding af sange. Vi skulle spille inde på Musikcaféen i Aarhus, eller var det Kulturkyngen? Inde i Mejlgade i hvert fald, til en talentkonkurrence. 57:30 Og det var altså første gang, at jeg oplevede det her med, at jeg kan huske det lige så tydeligt, at komme op af trappen op på det her lillebitte spillested. Jeg kan ikke helt huske, hvor mange mennesker der var. Det var egentlig heller ikke vigtigt. Jeg stod der i pyjamas og militære støvler og var sådan helt... Altså, jeg gav alt. Bare 100%. 57:54 Og der blev jeg simpelthen ramt af... Altså i det øjeblik, at jeg gik derop, og de her projektører med det her hvide lys bare blev beamet ind i min hjerne, der havde jeg den der følelse af, at alt andet forsvandt. Jeg forsvandt i og for sig. Alting blev bare enormt simpelt, og det der tankemøller fra sådan en... 58:19 15-årige... Nej, jeg er 15 år. Alt var væk. Meget, meget rent og fint moment. Og det var selvfølgelig oplevelsen af at stå på en scene som mig selv. Men også som ingen. 58:43 Fortalte du til nogen bagefter, hvad du havde oplevet? 58:48 Nej, det tror jeg ikke, jeg gjorde. 58:53 Det tror jeg ikke, jeg tænkte nødvendigvis. Kom nogen ved jo, eller der var nogen, der ville kunne sætte sig ind i det. 58:58 Men det øjeblik, er det svaret til det, du også oplever i dag? Eller var det den første, rene, største erfaring? 59:08 Det var jo i hvert fald meget, meget rent. Og om tingene nogensinde kan blive så rene igen, når de er blevet farvet af mange års... 59:19 og sådan altså ting og sære, der er sådan ligesom stukket sig ind i den der rene oplevelse. Jeg tror, altså jeg kan stadigvæk sagtens have de oplevelser, tænker jeg også fordi, at det er jo noget, som netop rækker ud over tid og sted på en eller anden måde. Så ja, jeg kan sagtens forsvinde på den måde og blive opslugt af af momentet og lyset og bare sådan en stor sten væk. 59:57 Det er meget, meget simpelt. Når det virkelig spiller, så er det virkelig, virkelig simpelt at stå der. Er du lykkelig, når du står der? De to ting har ikke noget med hinanden at gøre, vil jeg sige. Det håbede, at du ville svare. Ja. Men det er jo noget, som jeg altid har været nemt for mig at adskille, om noget var lykke... 60:19 Eller om det var meningsfuldt, ikke? Jo, præcis. Fordi det har jo tit været mine tanker, og det har ved Gud også sidenhen tænkt, hvorfor fanden brugte jeg så mange år i London på at være så alene? Og i virkeligheden jo ret uengageret i andre folks liv. Jeg var jo ikke hende, der var der for nogen. Øhm... 60:44 Og det, jeg var jo ikke lykkelig overhovedet, men det var eddermame meningsfuldt. 60:52 Uden at jeg helt kan forklare, hvorfor. Når jeg sådan tager tilbage til London nu, og træsker rundt i de samme gader, hvor jeg gik alle de her hundredvis af lange ture med mine tanker og mine demoer og sådan, og jeg går, altså fordi hele det her med, altså landes, alt det her, man ser, jeg ser omkring mig, så er fortorvene og mine støvler mod, og kantstenene og alt, hvad der er i London og sådan. Det er jo et kæmpe indre landskab i mig, som bare sidder der. Men jeg kan ikke helt komme i kontakt med det der med, hvorfor var det så vigtigt? 61:26 Men det var det vel, fordi du havde stået der der som 15-årig? 61:30 Ja. Men igen, jeg adskiller lidt de der to ting med at optræde. Fordi det, der var så vigtigt, det var jo at få skrevet de sange. 61:40 Hvad er så dit ansvar på det? 61:42 Ja, men det må jo være noget med, at det var vigtigt, fordi hvis ikke jeg gjorde det, så ville tiden styre det sted. Og så ville jeg jo... Apropos fordommen. Apropos fordommen, ja. At det ville jo være ærgerligt, ikke? Så jo, det har sgu været for at sørge for, at det ikke skulle gå for stærkt, tror jeg. 62:06 Tina Dikov, tusind tak. Selv tak, fordi du vil være min gæst. Det er jeg meget glad for. Det er Sorine og Livskraften, en Kristi Dagblad podcast, som jeg laver med tilrettelægger og redaktør Frederik Melgaard Lauritsen. Man kan skrive til ham med kommentarer, hvis man har lyst på lauritsensnabelag.dk. Tak for denne gang. Vi er tilbage om 14 dage. 62:33 Som lovet får du her en lille appetitvækker på en af Christelig Dagbladets store fortællinger, Enspænderen. Den handler om Norma Elisabeth Nielsen, der døde alene for et år siden. Christelig Dagblad har siden forsøgt at finde ud af, hvem hun var. Helt serien kan du finde på k.dk, hvis du begynder med at gå ind på k.dk-gratis. 63:04 Det, du kan høre her, det er lyden af mig, der finder noget fuldstændig afgørende. Det er et gennembrud i noget, jeg har brugt et år på at komme til bunds i. Faktisk har jeg aldrig brugt så meget tid på en enkelt historie, som den, du skal til at høre nu. 63:20 Vi får jo et billede af hendes hverdag, og hvordan det er. 63:24 Der er der dag- og aftenudsigt fra Grændfaskade. Prøv at se, at det var i københavn. 63:32 Det begyndte egentlig bare med en lille annonce i en avis, men det greb ligesom om sig. 63:43 Mange frygter at ende deres liv alene og at dø uden familie omkring sig. Men sådan går det for nogen. Blandt andre Norma Elisabeth Nielsen, som den her historie handler om. Hun døde i september sidste år, og efterfølgende efterlyste Københavns Kommune pårørende til hende. Siden har jeg forsøgt at finde ud af, hvem hun var. 64:07 Og jeg hedder Tilde Tordahl Andersen. Jeg er journalist på Kristelig Dagblad, og det her er min serie Enspænderen. Og det, du hørte her i starten, det lydklip, det vender jeg tilbage til i et senere kapitel. Men vi begynder et andet sted. Vi begynder med første kapitel, som hedder Efterlysningen. 65:08 der ville blive blodmåned den aften. 65:11 Det var den 7. september sidste år, og jeg husker det, fordi jeg var på arbejde den søndag.